 |
|
|
| At læse er at genkende ord |
|
 |
|
|
| |
Hver morgen sidder jeg og genkender ord i min avis og er der et ord jeg ikke kan genkende, må jeg derfor finde ud af hvad det betyder, så jeg kan genkende det næste gang jeg ser det. Det kaldes populært: Læsning.
AF LARZ THIELEMANN
Læsning er IKKE en akademisk proces, men en neurologisk. Kan man se, kan man også lære at læse, men det kræver den rette metode. At lære sit barn at læse er noget af det mest meningsfulde der findes.
At lære børn at læse i en tidlig alder, hvilket sagtens kan starte når barnet er 1, 2 eller 3 år har imidlertid en lang række afgørende positive påvirkninger for hjernens udvikling.
Fordelene ved tidlig stimulering af småbørn er veldokumenterede, men at også læsning kommer ind under denne kategori, er for de fleste overraskende og for andre igen nærmest grænseoverskridende og provokerende.
I USA er der en sand revolution i gang med hensyn til tidlig læsning og indlæring, herhjemme træder vi stadig på bremsen vedrørende læsning med børn under 6-7 års alderen. Den officielle pædagogik hælder stadig til, at små børn har det bedst med at lege og lære at socialisere sig.
– Det er da synd for små børn, at de skal udsættes for undervisning i en så tidlig alder, de har bedst af at lege. På den måde udvikler de bedst deres kompetencer, siges der ofte.
Fra officiel side mener man faktisk slet ikke at små børn (1-6 år) kan lære noget som helst. Hør bare, hvad lektor i småbørnspædagogik ved Danmarks Pædagogiske Universitet Stig Broström udtalte til MetroXpress den 10. august 2007 i forbindelse med at Køge Private Realskole har åbnet en for en klasse for 3-5 årige:
– Det er meningsløst med tidlig læring. Det er ingen kunst at få små børn til at abe efter, men læringen rodfæster sig ikke. I værste fald ødelægger man deres selvværd og gør dem skoletrætte, allerede når de når 3. eller 4. klasse.
På grund af sådanne fejlagtige udtalelser, finder egentlig læring ikke sted i hverken vuggestuer eller børnehaver. På specialområdet for hjerneskadede og handicappede børn er mønstret det samme blot værre, idet der i mange specialskoler slet ikke ikke foregår egentlig undervisning.
Debatten om for eller imod skolegang som 3-5 årig er efter min vurdering afmarcheret, fordi det jo reelt er en debat om hvordan skal ungerne stimuleres. Langt de fleste børn er jo i en institution fra deres første år, uanset hvad man kalder opbevaringen.
Jeg mener imidlertid ikke at leg og læring står i vejen for hinanden, tværtimod kan læring gøre legen meningsfuld og legen kan gøre læringen sjovere. Men lad os dykke lidt ned i emnet.
Læsning er hjernetræning
Læsning stimulerer i første omgang synet, koncentrations- og indlæringsevnen, men også hørelse og forståelse. Læses der højt stimuleres hørelsen og læser barnet selv højt, så stimuleres sproget. Dertil kommer en række mere generelle udviklende processer for hjernen, som udvikler de kognitive og intellektuelle funktioner. Med andre ord: læsning medvirker ganske enkelt til at hjernen udvikler sig på helt afgørende områder.
I Danmark er der tradition for at raske børn lærer at læse, når de er syv år gamle og hjerneskadede og udviklingshæmmede børn skal i princippet leve op til de samme undervisningskrav som i folkeskolen, men det forekommer bare så forbandet svært at leve op til. Efter utallige besøg på specialskoler for hjerneskadede børn, kan jeg konstatere at kun ganske få kan læse efter 10 års skolegang.
At lære disse børn at læse er omsonst, mener mange. Der er langt vigtigere ting disse børn skal lære, før læsning overhovedet kommer på banen.
Og mange vil sikkert mene, at det er et legalt og relevant at stille spørgsmålstegn ved, om hjerneskadede børn overhovedet skal og kan lære at læse? Mange behersker jo ikke selv de mest fundamentale færdigheder her i livet?
Mit svar på en sådan tankegang er imidlertid, at læsning da ikke står i vejen for at lære at kravle eller gå ? tværtimod kan læsning måske medvirke til en generel neurologisk udvikling, der indvirker på andre funktioner end det rent intellektuelle.
Så spørgsmålet om, hvorvidt hjerneskadede børn skal lære at læse eller ej, er i min verden lige så dumt, som at spørge, hvorfor skal børn overhovedet lære at læse?
Nye teorier dukker op
Der findes mange statistikker om danskernes evne til at læse, og et præcist tal er svært at finde, idet læse-begrebet har forskellige tolkninger, men et kvalificeret bud er, at ca. 10 procent af grundskolens afgangselever læser og skriver så dårligt, at læsning ikke er en integreret del af deres hverdag [1]. Det betyder at man ikke kan tage en videregående uddannelse eller få en faglig uddannelse. Dertil kommer at ca. halvdelen af alle unge med anden etnisk baggrund forlader skolen uden at kunne læse godt nok til at fortsætte med anden uddannelse. Det er altså rigtig, rigtig mange unge mennesker, som dermed afskæres fra at udføre de færdigheder, der definerer det civiliserede samfund.
Det kunne tyde på, at et eller andet går helt galt. Er lærerne ikke dygtige nok? Er der bare nogen børn, som ikke er begavede nok til at kunne læse? Kan det være arveligt? Er det på grund af de mange etniske børn med dårlige sprogkundskaber?
Indenfor de sidste år, er der dukket ny teorier op vedr. læsning. Amerikanske hjerneforskere peger på, at læsning kan ske på en langt mere simpel og direkte måde, end den traditionelle pædagogiske bogstavsmetode.
De siger faktisk, at læsning slet ikke er et fag i lighed med geografi eller historie, at læsning slet ikke burde være et akademisk fag på lige fod med geografi og historie. Læsning er derimod en neurologisk funktion, som hjernen ved stimulering selv er i stand til at udvikle. At læsning er en hjernefunktion som at høre, se eller binde sine snørebånd.
Metoder
Det er den metode, der kaldes "Den direkte læsemetode", som kort fortalt fungerer på den måde, at når hjernen ser et ord, sendes det først som et ordbillede til et register i hjernen. Hvis ordbilledet er lagret dér, kendes ordet, og det er dermed læst. At se og høre hele ord er med til at opbygge antallet af ord i registret. Denne metode står i kontrast til "Den indirekte læsemetode", der fungerer på den måde, at hvis ordet ikke findes i registret, skal hjernen omsætte de enkelte bogstaver eller bogstavssekvenser til lyde. Herved genkendes ordet ikke på dets udseende, men på dets lydbillede. Det er denne metode man bruger i folkeskolen også kendt som ABC-undervisning.
Dansk er et meget svært sprog at lære at kunne høre sig til, hvordan et ord staves, fordi det danske sprog består af 42 procent ikke-lydrette ord. Tag bare ordet "Mette". Skulle det staves, som det udtales, ville vi skrive "Mædde".
For et hjerneskadet barn med nedsatte sanser og funktioner, er den læsevej overordentlig vanskelig hvis ikke umulig.
Mange forældre har sikkert oplevet, at deres barn kan genkende bilers navne eller firmalogoer ved en forretning eller i en reklame.
Når jeg læser min daglige avis genkender jeg ordene og fordi jeg kender deres betydning giver de til sammen en fornuftig mening. Jeg siger derfor ikke, at "jeg sætter mig lige og genkender ordene i avisen", men at jeg "sætter mig og læser avisen". Nogen har for nemhedens skyld besluttet, at det at genkende ord hedder "at læse", og så kalder vi det det.
Alle erfaringer siger, at selv meget små børn kan lære at læse. Sågar små hjerneskadede børn kan lære at læse via "Den direkte læsemetode". Det indebærer imidlertid at ordene gøres så store, at barnets ikke færdigudviklede syn kan se og dernæst genkende dem.
Og her er det, at hunden ligger begravet. Grunden til at vi starter i skolen ved 7-års alderen er fordi hjernen hermed er færdigmodnet. Syn, hørelse, følesans og motoriske færdigheder er udviklet som de skal. På den baggrund har pædagoger og psykologer konkluderet, at det syv år gamle barn hermed har de bedste forudsætninger til at modtage læring og skal starte i en skole.
Det kan der naturligvis være en vis fornuft i, men det forhindrer jo ikke forældre – eller andre, der beskæftiger sig med børn – i at lære børn at læse før de når syvårsalderen.
Så hvorom alting er; skal man lære et barn under 7 år at læse, skal man være helt sikker på at skriften er større end de bøger man kan købe til små børn i boghandlen. De er nemlig skrevet til voksne, som så kan læse op for barnet.
For at kunne afkode et ord vi hører, er vi nødt til at høre det ordentligt og for at kunne se og læse et ord, er vi nødt til at kunne se det ordentligt.
Sådan lærte Sofie at læse
Mit eget barn (Sofie) lærte at læse da hun var fire år. Vi startede med at vise hende kartonkort på 10,5 x 29,7 mm (A4 del ti to på langs), hvorpå vi med stor tydelig rød skrift skrev ord, som hun kunne forholde sig til og var en del af hendes dagligdag. Det var ord som: Stol, fjernsyn, bord, gardin, lampe, køleskab og så videre. Det kaldte vi kategorien med ?ting fra hjemmet?. Derefter lavede vi en kategori med ord, der omhandlede kroppens dele (hoved, hals, arm, ben). Vi lavede også en kategori med ting fra badeværelset og sådan blev vi ved, indtil vi havde fem forskellige kategorier med en masse dejlige ord i hver.
Vi satte os ned på gulvet og viste Sofie de 5 kort hurtigt efter hinanden ad to omgange. Den første gang var bare ren præsentation af ordet samtidig med at ordet blev læst op. Den anden omgang var en forklaring af ordet. Typisk ved at pege på den genstand, som ordet beskrev. Da vi kom til kategorier med ord uden for hjemmet lavede vi tegninger bag på.
Faktisk lavede vi ofte en tredje omgang, der bestod i at tage et ord frem og tale om det. Det kunne være ordet "bord":
– Bordet er et spisebord, fordi vi spiser ved det, det har fire ben ellers ville det vælte, det er lavet af egetræ ... og så videre.
Vi viste hver kategori tre gange om dagen, hvilket blev til 15 kategorier og 75 ord om dagen. (Pensum for et dansk barn i første klasse er at de skal kunne læse 64 ord og kunne alfabetet (OS64). Vi har aldrig vist Sofie bogstaver eller forholdsord, det har (hun) hjernen selv fundet ud af. Ja, selv store og små bogstaver har hun selv fundet ud af.
Da vi havde vist hende omkring 1000 ord, begyndte vi at bruge de læste ord i små sætninger eller ordpar. Rød bil, varm pande og den slags. Derefter dele af sætninger (talemåder og vendinger), hele sætninger, hjemmelavede bøger med stor skrift, som under hele forløbet blev mindre og mindre og til sidst rigtige trykte bøger.
Vi huskede så at skifte et ord og senere en sætning i hver kategori hver aften, så hun ikke bare læse det samme hver dag.
Som barn af to folkeskolelærer var især jeg meget skeptisk overfor denne metode, man kunne da ikke lære at læse uden at lære bogstaverne først, sagde jeg ofte til Sofies mor, som synes at metoden lød logisk. Hun led heller ikke af at være akademisk opdraget, men havde den forretningsmæssige tilgang, der bygger på total åbenhed hvis det bare giver profit.
Jeg måtte dog hurtigt overgive mig. Sofie var fuldstændig grebet af læsning ? hun åd ordene råt.
Sofie lærte at læse før hun kunne tale, hvilket bevirkede, at hun på et tidspunkt kunne læse med begge hjernehalvdele på en gang og dermed meget hurtigt. Det virkede som om hun scannede siden eller så hele siden som en klump, meget underligt og så alligevel ikke. Man har nemlig fundet ud af, at hjernens kapacitet overstiger langt, hvad man er i stand til at udtale.
Normalt har vi kun lært at læse med venstre hjernehalvdel, hvor også talecentret sidder, derfor læser vi ofte med en ?indre stemme? som kan have svært ved at overstige 260 ord i minuttet. Hjernen kan uden besvær arbejde med 500-800 ord i minuttet, når vi også læser med den højre hjernehalvdel.
Senere begyndte hun at tale og vi gik tilbage til mere konventionel læsning med et ord af gangen, læse højt og i den dur. Det er vigtigt at få sproget med, om det så skal koste den hurtige læsningen.
Faktisk startede vi slet ikke med at lære Sofie at læse fordi vi synes at hun skulle læse, vi gjorde det fordi hun var hjerneskadet og via læsning havde vi fundet ud af at vi kunne stimulere hendes syn og hjernen generelt. At hun så hurtigt kom til at læse, måtte vi så lære at leve med. Vores erfaring flere år senere er at resultatet af at kunne læse og dens betydning for hjernen er voldsom. Det udvikler hjernen generelt, især synet, udvikler sprog, udvikler skrivning og stavning, giver mere kommunikation og sidst, men ikke mindst giver det læring og viden. Disse ting tilsammen giver mere selvstændighed, uafhængighed og værdighed.
Selvom Sofie ikke længere er dybt hjerneskadet, så har hun dog stadig visse vanskeligheder i livet, men fordi hun kan læse får hun et helt andet indholdsrigt liv, end hvis hun ikke kunne. En af opfinderne bag den direkte læsemetode, hjerneforsker Glenn Doman, siger det således:
– If for any reason a child could be given only a single ability, that single ability should, without any question be reading.
[1] Rockwool Fondens Forskningsenhed.
Andre kilder:
http://www.legeskolen.dk
http://www.teachchildren.com
http://www.effecto.dk/
|
|
|
 |
| Larz Thielemann er neuropraktiker med stor indsigt i barnehjernens mysterium. |
|
|
| Hvad står der her? |
| En viskdenbaleig unsdelrøgese lavet af et untivseriet i Enlgnad har vist at desrom de to føsrte og to sisdte bogtsvaever i tesktens ord er ritgigt plecaret, spllier det ignen rolle hvkilen ræføkkelge de øvirge bosgvetaer i oredne kommer. Tektsen er fuldt læbsar selv om de andre bogeastver kommer huilbtertlulter! Dte er fodri vi ikke læesr hevr eneklt bogtsav, men ser bildeler af oredrne som en hehled. Hvrofor skal børn så lære bogtsvaevs-lænsing?
|
|
| Læs hvordan Tenna lærte at læse |
|
|
|
| Hvad er hjemmeundervisning |
|
|
|
|
|
