Neurologisk Træning og Stimulering (NTS) er en overordnet betegnelse for en særlig sundhedsfaglig behandlingsform, der bygger på empiri, urgamle adfærdsmønstre og den stimuli, som det raske barn gennemgår og selv opsøger for at opnå en neurologisk og fysiologisk normalitet.
 

NTS er derfor en vidensbaseret og sundhedsfaglig disciplin, ligesom fysiologi, psykiatri, psykologi, anatomi og neurologi.
Det er vigtigt at fremhæve, at NTS ikke er en metode. Hver enkelt barn og klient er unik og behandles derfor individuelt. Barnet gennemgår en personlig analyse og evaluering resultaterende i et individuelt behandlingsprogram.
NTS er baseret på grundlæggende antagelser, der i fire tilfælde afviger fra andre sundhedsfaglige discipliner:

  • Behandlingen rettes grundlæggende mod årsager fremfor symptomer.
  • Forældre er med den rette viden barnets bedste behandlere.
  • Uforarbejdet ernæring, korrekt intensiv motorisk, sensorisk, kognitiv og social stimulering er selve fundamentet for behandlingens virkning.
  • Medicinsk behandling og hjælpemidler inkluderes kun, som en absolut sidste løsning.

Empirisk erfaring

NTS er baseret på empiriske data, oparbejdet via samtale med forældre, tidligere undersøgelser, scanninger og observationer.
Dataoparbejdning og databehandling er baseret på individuelle undersøgelser, hvor der til hvert enkelt barn og familie udarbejdes et særligt- og individuelt sæt af behandlingsmetoder og metodikker. Man kan med andre ord, ikke slå op i en bog og finde den eksakte standardiserede behandling for en given klient.
Data og viden omkring barnet oparbejdes individuelt via interviews, observationer og enkeltstående undersøgelser, ligesom analyserne ligeledes sker individuelt sammen med barn og forældre. Beslutningen omkring behandlingsmetode og metodikker, hviler med andre ord på en kvalitativ analyse af det enkelte barn og medfører som regel et tilstrækkelig grundlag for beslutning om opstart af NTS. Observationer af eksempelvis barnets bevægelsesmønster, øjne og reaktioner på lyde sammenholdt med forældrenes beretninger fra dagligdagen kan give tidlig og tilstrækkelig viden omkring barnet og dets trivsel, og derved understøtte relevansen af NTS.
Dette står i modsætning til det medicinske område, hvor tilsvarende beslutninger baseres på en oparbejdet viden funderet i data (statistisk repræsentativ), der er indsamlet og efterfølgende testet statistisk i forhold til en repræsentativ gruppe af patienter og testpersoner.
På grund af den primære anvendelse af data og viden omkring det enkelte tilfælde, fremfor anvendelsen af data og viden baseret på test af en repræsentativ gruppe af testpersoner, har NTS fra tidernes morgen undergået en vis faglig ringeagt, fordi det er en ny og anderledes måde at arbejde på.
Sådan må det være. Et paradigmeskifte indenfor sundhedsbehandling skal gennemgå kritik. Hidtil har kritikken imidlertid været baseret på myter og fejlagtige opfattelser. Derfor er en af denne bogs opgaver, at forsyne politikere og fagfolk indenfor sundhedsvæsen med viden og information, så man kan lave en vurdering på en oplyst baggrund.

En diagnose er ikke afgørende

En diagnose er ikke retningsbestemmende for behandling, men i bedste fald bekræftende. Diagnosen er ikke afgørende for igangsættelsen af NTS. Diagnosen kan i bedste fald bekræfte relevansen af NTS. Oplever forældrene, at barnet har abnorme bevægelsesmønstre, dårlig balance, udviser sensitivitet, har udadreagerende adfærd, er unormalt tryghedssøgende, har koncentrationsbesvær, søvnbesvær med videre kan NTS være relevant uanset om barnet er diagnosticeret.
Afventning af diagnose er ikke nødvendig, det vil ofte være tidsspild og/eller fatal forsinkelse af behandling. En fremtidig diagnose vil kun fungere som en bekræftelse på relevansen af NTS.
Akademisk- og faglig anerkendelse af NTS som effektiv behandlingsform er ikke afgørende for opstart af NTS. Fortrolig og troværdig sparring med behandler kombineret med samtaler og erfaringsudvekslinger med andre forældre, som har personlig og praktisk erfaring med NTS, er ofte af afgørende betydning for opstarten af NTS.
Lægers, neurologers, fysioterapeuters og pædagogers manglende anerkendelser af NTS, som effektiv behandlingsform, bør ikke være afgørende for opstarten af NTS. Disse fagpersoners vurderinger af NTS som behandlingsform, hviler som før nævnt ofte på manglende viden, personlig holdning, faglig stolthed, akademisk arrogance eller ignorance og sjældent på pålidelig faglig indsigt. Disse tilgange blandt fagfolk kombineret med forældres troskab og loyalitet overfor »autoriteter i hvide kitler«, er ofte hæmmende for forældrenes vurdering af NTS som relevant behandlingsform.

Diagnose får mor til at Google

I dag har 8-10 procent af alle børn mellem 0-18 år så alvorlige neurologiske problemer, at de skal have en særlig behandling, aflastning, støtte, hjælpemidler, medicin, specialinstitution eller et specialskoletilbud.

Mange af disse børn har en diagnose, som indenfor områderne ADHD, autisme, cerebral parese, spasticitet, epilepsi, hyperaktivitet, dyspraksi, sjældne syndrom-diagnoser, motorikproblemer eller generelle indlærings- og koncentrationsvanskeligheder. Andre igen har ingen diagnose eller kan ikke kategoriseres, men de kan alligevel ikke det sammen, som deres jævnaldrende kammerater.

Mange forældre har været igennem en lang række undersøgelser med deres barn. Måske har barnet fået en diagnose og en del formodninger om, hvad der måtte være galt. Alligevel er du som forældre i vildrede, for der kommer ikke en efterfølgende plan for hvordan problemerne løses eller behandles. Du og dit barn får ikke et program med hjem, så I kan gøre noget aktivt for at hjælpe barnet. Og i langt de fleste tilfælde kommer der heller ikke tiltag til behandning, træning eller stimulering i de mange offentlige institutioner fra de i tusindvis af såkaldte eksperter, der til daglig arbejder med børn med særlige behov.

De få tiltag, der måtte komme, vil i såfald altid handle om symptombehandling i form af aflastning, støtte, hjælpemidler, medicin, specielle børnehaver eller skoler.

Vi lever i en tidslomme, hvor faget diagnosticering er blevet meget udbredt og der er nærmest gået sport i at klistre alverdens betegnelser på ryggen af børn. Lige fra pægagoger i børnehaven til lærere i skolen.

Ikke at diagnoser er af det onde. For det kan være både betryggende og hensigtsmæssigt at få stillet en medicinsk diagnose. Ironisk nok, så tjener diagnoser i dag det modsatte formål end det, der var formålet, nemlig at give tryghed og forklare barnets problemer. I dag bruges diagnosen først og fremmest til én ting: At Google.

Fordi diagnosen i sig selv ikke løser barnets reelle problemer. En diagnose kommer først til sin ret, når den følges op af en individuel og målrettet behandlingsplan. Og det er her, den neurologiske træning og stimulering udfylder et kæmpemæssigt hul i det danske sundhedssystem.

Koncept og behandling

Den raske gennemsnitlige barnehjerne har milliarder af hjerneceller, men samstemmende videnskabelige undersøgelser siger, at den måske kun bruger et par procent til det daglige hjernearbejde. Sammenholdes det med, at hjernen er »plastisk«, danner der sig et mønster af muligheder og håb for den skadede eller dysfunktionelle hjerne. Fordi den, som reaktion på fejl og forstyrrelser, er i stand til at reparere sig selv, kaldet »neuroplasticitet«.

Det sker i alle hjerner uafbrudt og gør at raske børn og voksne kan udsætte deres hjerner for mange ufornuftige eksperimenter, uden at det har en videregående konsekvens. For børn med hjerneskade eller manglende modning i hjernen rækker denne neuroplastiske mekanisme desværre ikke. Den neurologiske træning og stimulering går derfor i al sin enkelthed ud på at optimere denne selvreparerende proces til et højere niveau. Det handler med andre ord om at udvikle hjernen i hurtigere end det ville være sket på naturlig vis.

Et af metodens helt afgørende principper er den systematiske registrering af alle målsætninger og handlingsplaner. Alle programmer og øvelser nedfældes i en såkaldt "træningsdagbog", så den faktiske indsats kan evalueres i forhold til det ønskede mål og alle involverede kan vurdere effekten af familiens indsats.
Barnet har fem helt afgørende og elementære forudsætninger for at udvikle sig til at blive sunde, normale og raske børn. Illustrationen på side ? viser en hierarkisk model af NTS-konceptet. Lad os gennemgå de fem trin.

Ernæring og diæt

God ernæring spiller en vigtig rolle for alle børns udvikling, men en kost med vedvarende høj kvalitet og berigende kosttilskud, er en absolut nødvendighed for børn med neurologiske udfordringer. Sund naturlig ikke forarbejdet kost og ernæring er selve soklen på det hus vi skal bygge og derfor den nederste og bærende bjælke i NTS-konceptet.

Alt for mange børn udsættes for skødesløs ernæring, fordi man undervurderer kostens betydning for hjernens og organismens funktioner. Det er derfor vigtigt, at nervesystemet og kroppen får den rette stimulans. Høj ernæringskvalitet er første forudsætning for barnets udvikling. Du kan med andre ord ikke nøjes med at træne og stimulere dit barns hjerne, hvis du ikke også sørger for at dit barn får en sund berigende kost. Hvad sund kost er, skal vi snakke mere om senere, men den fysiologiske del af den neurologiske træning og stimulering består kort fortalt af en diæt med masser af grøntsager, bælgfrugter, kød, fisk og sunde fedtstoffer, hvor kemiske tilsætningsstoffer sammen med sukker, mælk og gluten er fjernet. Dertil kommer en individuel plan for nødvendige kosttilskud, vitaminer, mineraler og fedtsyrer.

Motorisk stimulering

Mobilitet og bevægelse er en nødvendighed for at udvikle og stimulere hjernen til at blive velfungerende. For det raske barn drejer mobilitet i første omgang om mobilitet for mobilitetens skyld. Barnet gennemgår faserne krybe, kravle, klatre, gå og løbe. Mobilitetens forskellige faser stimulere forskellige områder i hjernen. Kryb og kravl stimulerer først og fremmest den subkortikale krybdyrshjerne og helt grundlæggende færdigheder indenfor syn, hørelse, følesans, lugt og smag.

Gang, løb og gymnastik stimulere derimod de højere lag i hjernebarken, som intellekt, følelser og sprog.

Det er individuelt, hvilke øvelser det enkelte barn skal lave. Det afhænger udelukkende af de neurologiske problemers karakter. Generelt kan man sige, at kryb og kravl er et effektivt middel til at organisere hjernens elementære funktioner og stimulere sanserne, så de kan fungere normalt. Kryb og kravl er som en multivitamin for hjernen på grund af de ultimative krydsbevægelser og den intense kontakt med gulvet, der stimulerer taktilt og synsmæssigt.

For børn uden mobilitet handler det om at lære og lege mobiliteten ind, fordi motorik og mobilitet er afgørende redskaber til at stimulere og udvikle bestemte dele af hjernen.

Sensorisk stimulering

De fem sansers samarbejde med hjernen er helt afgørende for hjernens funktion. Et desværre helt overset problem, men fungerer sanserne ikke normalt vil barnet agere abnormt og blive misforstået og i værste tilfælde blive påtvunget en fejlagtig diagnose og en risikofyldt medicinsk behandling.

Sanserne må ikke være for aktive, hvilket ofte er tilfældet for børn med neurologiske problemer, men de må heller ikke være for passive.

Øjne, ører, hud, næse og mund fungerer som praktiske budbringere for den intelligente hjerne og indgår dermed i et samspil mellem de indgående og udgående funktioner. For eksempel hører øret bilens horn og sender besked til hjernen og indikerer dermed en eventuel fare. Hjernen reagerer med at analysere situationen i tæt samarbejde med synet og sender om nødvendigt en besked ned til benene om at træde et skridt tilbage.

Det handler om at de underreagerende sanser skal stimuleres og de overreagerende sanser skal hæmmes. Formålet med sansestimulering er at hjælpe hjernen til sortering, bearbejdning og forståelse af alle former for input, således at det opleves meningsfuldt og adfærd normaliseres.

Kognitiv og intellektuel stimulering

Mange tror at neurologisk udvikling kun handler om fysisk træning, men det er på ingen måde tilfældet. Den intellektuelle og kognitive stimulering er mindst ligeså vigtig. Og her er læsning helt afgørende, fordi læsning er nøglen til den normale verden. Læsning er et adgangskort til hele det intellektuelle og undervisningsmæssige univers og åbner op for en lang række afgørende påvirkninger for hjernens udvikling.

Teorien bag NTS, er jo netop at hjernen gror ved brug. Jo, mere vi putter i den, jo mere vokser den. Det kan betyde, at når en 4-årig lærer at læse, kan dette udover den kognitive udvikling muligvis også styrke de motoriske funktioner.

Hjernen er den eneste beholder, der bliver større og større jo mere der fyldes i den.

Når det handler om at skabe nye nervebaner og aktivere nye hjerneceller kan stimulering med læsning, matematik, undervisning i almen viden og klassisk musik og være yderst effektive midler til at opnå disse mål.

Undervisning stimulerer i første omgang barnets syn, hørelse, sprog og forståelse. Dertil kommer at undervisning stimulerer en række mere generelle udviklende processer for hjernen, som udvikler de kognitive og intellektuelle funktioner. Med andre ord: undervisning medvirker ganske enkelt til at hjernen udvikler sig på helt afgørende områder – og intet er mere meningsfyldt og sjovt end at undervise sit eget barn.

Social stimulering

Social integration er et resultat af en lang række neurologiske færdigheder. At synet er normalt, at hørelsen ikke er for sensitiv eller for svag, mobiliteten er intakt og sproget er fuldt udviklet. I den sociale leg flytter raske børn sig hele tiden og den immobile eller »langsomme« bliver konstant efterladt og isoleres socialt. Den lydfølsomme kan heller ikke være en del af gruppen og den svagtseende har også sine særlige problemer for at agere socialt sammen med andre børn. Derfor handler social integration om at gøre barnet så funktionsdygtig, som overhovedet muligt. Social integration, leg og glæden ved at gøre meningsfyldte ting sammen med andre er derfor et resultat af at have en normal rask hjerne. Dermed ikke sagt, at der ikke kan laves sociale programmer og tiltag for at dygtiggøre barnets adfærd, alt imens den neurologiske træning og stimulering finder sted.

Familien som ressource

Den daglige neurologiske træning og stimulering skal udføre af forældrene sammen med barnet. Fordi vi forældre kender vores børn bedst, deres grænser, følelser og sind. Vi ved hvor meget og hvor langt vi kan presse deres ydeevne og vi ved hvornår at der er tid til kys og kram.

NTS er ikke den nemme løsning, det er ikke en pille eller et knips med fingrene. Det kræver en stor indsats af alle dem, der er omkring barnet. Men at have et barn med særlige behov kræver i forvejen mange timers daglig omsorg, pleje, konflikter og diskussioner.

Derfor er en af idéerne med NTS at konvertere den sure og ofte meningsløse tid til noget konstruktivt og fremadrettet. Det handler om at bruge familiens ressourcer på den rigtige måde.

Derfor skal træning og stimulering foretages flere timer hver dag. Ikke som en sur pligt, men som en leg og livsstil, der klogt er bygget ind i familiens hverdag.

Alle øvelser og programmer bygges langsomt op – typisk tager det en måned inden man er oppe på det fulde program. På den måde vænner både barnet og hele familien sig til den nye hverdag og på den måde opbygges ressourcer og motivation. Det er en myte, at ressourcer kun er forbeholdt en lille elite.

Ressourcer er noget man kan bygge op ved at handle og tænke positivt. Når man ser sit barn forbedre og udvikle sig, forlader man den negative spiral og ser muligheder i stedet. At se fremskridt og ny udvikling, giver ressourcer, mere end noget andet.

Myter og fakta

Når en ny idé søsættes bliver den udsat for et bombardement af kritik og nålestik. Sådan må det være og sådan har det også været med den neurologiske træning og stimulering (NTS). Derfor lidt afmystificering:

  • NTS er en sundhedsfaglig behandlingsform, ligesom fysiologi, psykiatri, psykologi, anatomi, neurologi.
  • NTS er ikke en metode. Hver enkelt barn behandles individuelt.
  • NTS er primært designet til forældre og skal udføres i hjemmet.
  • NTS bygger på udvikling af barnets fem forudsætninger for sundhed: Ernæring, motorisk træning, sanseintegration, undervisning og leg.
  • NTS stiller ingen krav om »høj intensiv« træning. Mængde, dosering og intensitet bestemmes af forældrene selv.
  • NTS ekskluderer ikke forældre, der ikke opnår mål og planer.
  • Evaluering og diagnosticering udarbejdes i samarbejde med forældrene i erkendelse af, at forældre er dem, der kender barnet bedst.
  • Det teoretiske grundlag bygger på det raske barns udvikling, som er velkendt og veldokumenteret.
  • NTS har ingen fanatiske holdninger til medicin og hjælpemidler, så længe det er befordrende for barnets udvikling.
  • NTS er dokumenterbar, så det er muligt at vurdere og måle effekten.
  • NTS er udviklet af neuropraktiker Larz Thielemann i samarbejde med forældre, læger, diætister, idrætstrænere og psykologer.