Historien om Noa

Noa var ked af det hver dag. Det var en kamp at få ham op om morgenen. Han hadede skolen. Græd når de skulle have idræt. Vi kæmpede fortsat to timer, nogle gange tre timer hver dag med lektier. Han havde ingen appetit og var meget kræsen. Han lukkede sig inde og forsvandt helst ind i sin egen verden og livet var generelt meget svært.

 

AF MOR PIA KROG

 

Jeg vil indledningsvis sige, at det har faktisk været lidt af en mental følelsesmæssig rejse at skrive denne historie. Og jeg er stadig ikke rigtig landet, ovenpå denne fantastiske rejse vi har været igennem med vores søn og hvad han er blevet til.

Helt fra han var lille, var Noa var en sart, sensitiv og urolig dreng, som altid havde svært ved at sove. Han ville ikke rigtig kravle og begyndte også at gå (for) tidligt. Han havde det svært med høje lyde og blev ked af det når vi hævede stemmen. Så vi tog meget hensyn til vores lille sarte dreng. Han fik tilmed astmatisk bronkitis otte måneder gammel.

Noa gik i en slags børnehave vil kaldte "Legestuen", hvor han mest holdt sig for sig selv. Han legede ikke med de andre. Slet ikke i grupper. Og han blev ked af det, når der var for meget larm. 
Derhjemme var det anderledes. Han var glad og det virkede, som om han havde det godt.

Vi fortsatte i legestuen indtil han startede i skole. Det var han glad for, men han legede mest med sig selv og ville ikke lege med de andre børn og slet ikke ude. Indimellem var der rytmik i, men det kunne han slet ikke lide. Han var utryg og vil ikke danse og lege. Han faldt i søvn i bilen når vi kørte derfra og var lidt gnaven når han vågnede, indtil han skulle i seng om aftenen. Jeg tænkte bare, at sådan var Noa vel bare.

Noa havde et unaturligt behov for søvn. Tit tog han en lur på sofaen eller faldt i søvn når vi kørte i bil. 
Det var ligesom om at tingene bare gik hen over hovedet på ham. Jo mere træt han blev, jo mere fjollede han. Jeg tænkte, at han var klar til at komme i skole, klar til at der skulle ske noget mere. Men der tog jeg grueligt fejl.

Skolestart


Noa startede i 0. klasse og glædede sig. Ifølge pædagogerne var han også klar og parat til skolen. Og så skulle han gå i klasse med sin bedste ven. Alt var fryd og gammen.
Til den første skole/hjem samtale i november, fik vi at vide, at han var en glad skoledreng, men allerede nogle måneder senere begynder han at blive mere og mere ked af det. Han var trist og ville ikke snakke med nogen, slet ikke skolen. Vi fik senere  at vide, at Noa var begyndt at blive mere urolig i timerne, han snakkede, pjattede og  kunne ikke koncentrere sig, var distræt, fjollede og fulgte ikke med. 
De sagde, at han højst sandsynligt skulle gå 0. klasse om på grund af hans manglende modenhed.

Jeg kunne godt genkende mange af de ting, vi fik at vide. Distræt, urolig og manglende koncentration, men min fornemmelse var alligevel, at han på mange områder var ”moden” på højde med hans klassekammerater. Jeg havde en følelse af, at der var noget andet galt. 
Han fik lov til at fortsætte til 1. klasse og vi var som forældre meget ”på” med hensyn til at hjælpe ham med hans skole, lektier og de ting han havde det svært med.

Alvoren melder sig i 1. klasse


Noa begyndte at få det rigtig svært. Han kunne ikke følge med, han havde altid mange lektier for, fordi han ikke havde nået det i timerne. Han har glædet sig til læsning, for han elsker historier. Men han kunne ikke rigtig sammensætte det de havde lært i 0. klasse til det de nu skulle bruge, for at kunne læse og skrive. Han kæmpede virkelig.
Men, han blev mere og mere ked af det. Vi kæmpede som sindssyge for at få ham til at sætte tingene rigtigt sammen. Han græd og hylede og synes det hele var forfærdeligt. Vi brugte 1-2 timer hver dag med lektier. Og blev aldrig færdig med det han havde for. 
Han begyndte at hade idræt. Han legede ikke i grupper. Ville bare have én at lege med. Helst hans bedste ven. Vi fik flere og flere konflikter hjemme. Og han havde svært ved at lege med sine 2 søskende. Han var meget sart og lukkede sig inde i sig selv og løb væk og gemte sig når han var ked af det. Vi kunne ikke snakke med ham om noget. Jeg kunne bare se at han blev mere og mere tom i blikket og mere og mere trist i sit udtryk.

Dette mønster og helvede fortsatte i 2. klasse. Noa var ked af det hver dag. Det var en kamp at få ham op om morgenen. Han hadede skolen. Græd når de skulle have idræt. Vi kæmpede fortsat 2 timer, nogle gange 3 timer hver dag med lektier. Han havde ikke ret meget appetit og ville kunne spise få ting. 
Vi tog meget hensyn til ham, for at han kunne have det godt og ikke være ked af det hele tiden. Jeg var kommet i tæt dialog med Noas lærer omkring, hvordan vi kunne hjælpe ham bedst. Og vi prøvede forskellige ting for at få Noa med, og de var meget samarbejdsvillige.

Prøver alternative metoder, men lige lidt hjalp det


Jeg lånte og læste et hav af bøger om hvordan man tackler sensitive børn, når dit barn ikke kan lide at gå i skole og andre indlæringsmetoder. Blandt andet "Alkalær-metoden", som vi brugte og som virkede bedre for Noa, end måden de læste på i klassen, men det gik alligevel kun den forkerte vej. 
Efter jul i 2. klasse var Noa helt i sin egen verden. Det var svært at komme i kontakt med ham og få ham til at forstå en besked. Han kunne ikke huske en pind. 
I Noas hoved var alt larm og han ville ikke med til nogen ting eller nogen steder, hvor der var mange mennesker. Han var træt hele tiden og ked af det. Ville ikke snakke. Grædende om morgenen, sur og indesluttet efter skole. 
Marts måned 2019 fortæller Noas lærer, at de synes vi skulle tænke over om ikke han skulle gå 2. klasse om. Fordi han havde det så svært socialt, og var så fagligt udfordret. Han var socialt udfordret ja, men ikke fagligt. Jeg havde jo set og hørt ind imellem, at han godt kunne. Han ville bare ikke.

Finder Larz Thielemann


Jeg var dybt frustreret og ked af det. Så jeg googlede: "Hvordan hjælper jeg en dreng 8 år, som er ked af at gå i skole". For at finde noget, der kunne hjælpe min søn. Så støder jeg på Hjernetips.dk og jeg læser og læser, blandt andet forældrenes beretninger om deres sensitive børn. Det var fuldstændig som taget ud af vores hverdag. 
Med tårer i øjnene og bankende hjerte læser jeg bogen: "Sådan hjælper du dit barn med særlige behov" og bestiller en tid hos Larz Thielemann. Her var endelig noget. For første gang læste jeg noget som beskrev årsagerne til Noas udfordringer. Noget som forklarede, hvorfor Noa havde det så svært.

På en konsultation skulle vi lave et behandlingsprogram til Noa, men først var der en del test, som egentlig bare var leg. Som Larz Thielemann sagde: "Jeg tester ikke børnene, jeg kaster bare en bold i hovedet på dem og ser hvad der sker." Det viste sig, at 
Noa slet ikke kunne krybe og kravle i krydsmønster. Han løb forkert og umodent, dukkede sig når man kastede en bold til ham og han kunne slet ikke klare lyde og lugte.
Noa havde været sur over, at vi skulle besøge ham Larz og han skulle ikke bestemme over hans liv med det åndsvage program, men vi holdt et familiemøde sammen med lillebror og storesøster, da vi kom hjem og besluttede, at Noas program skulle være et familieprogram vi alle skulle være en del af i det omfang det nu kunne lade sig gøre. Vi gennemgik programmet og forklarede Noa, hvorfor det var vigtigt, at vi nu skulle i gang med det. Vi skulle også spise det samme alle fem. En slags stenalderkost uden sukker, mælkeprodukter og gluten og Noas program var nu den vigtigste prioritet i vores familie.

Vi holdt også et møde med Noas lærer og skoleinspektøren om at vi var startet på NTS-programmet, som ville vare 6 måneder i første omgang. De er meget positive og ville rigtig gerne hjælpe os.

Vi sagde at den bedste hjælp de kunne give os, er at frigøre Noa fra nogle ydertimer, så vi kunne få ham tidligere hjem. Dels for at skåne ham for den overstimulering, han får lige nu og dels for at vi få mere tid stil at lave programmet.


Noas klasselærer lånte bogen, så hun kan læse, hvad det var vi var gået i gang med. Vi fik lov til at hente Noa klokken 12 hver dag, så han kunne træne og vi aftale også, at lektierne lod vi ligge, så måtte han nå det han kunne i skolen.

Programmet virker


Noa var lykkelig over at slippe allerede klokken 12 fra skolen. Han fortalte selv klassen, hvad det er han skulle til at lave. At han skulle krybe, kravle og lave en masse krydsbevægelser, så han hjerne kunne fungere bedre.


Efter to-tre uger begyndte der at ske noget med Noa. Hans skoledage begyndte at være "okay". Det havde de ikke været siden 0. klasse. Han begyndte også at løbe fra mig på vores daglige rute, som var en del af programmet – og bedste af alt, han kunne lide det. Han åbnede sig op. Begyndte at smage og dufte på forskellige ting og begyndte at kramme og ville puttes noget mere. Han begyndte at snakke mere om, hvordan han havde det. Det er fantastisk.
Vi knoklede videre med programmet og Noa kom efterhånden ud af sin osteklokke. Han fik mere energi, blev gladere, snakkede mere, spiste mere, legede mere og begyndte at hjælpe til herhjemme. Han blev også gradvist bedre til at lege med sine søskende. Lillebror har hidtil domineret Noa, men nu er rollerne byttet om. Han blev mere udadreagerende, hvor han før lukkede sig inde og kunne nu sætte ord på det han tænkte eller følte. Han begyndte at cykle, hvilket var noget han ikke vill i to år. Han fik mere energi og blev bedre til at færdes på gaden, i trafikken.

Efter 3 måneder på NTS sagde Noa, at han synes han gik glip af for meget i skolen, så han vil gerne blive der på fuld tid og han mente, at han sagtens kunne klare sin træning efter skole. Så det prøvede vi. Og det gik rigtig godt. Han fulgte mere med og var mere på. Hans lærer fortalte, at hun kunne mærke, at der er kommet hul igennem til Noa og at han var blevet bedre til at læse. Han glædede sig til de dage, hvor de havde idræt. Noget der før fik ham til at græde. Han begyndte også at lege med flere forskellige børn i skolen.

En helt anden dreng

Det var helt vildt, hvad vi oplevede med Noa efter så kort tid. Han forvandlede sig fuldstændigt. Selv Larz Thielemann var skeptisk, da vi lavede Midtvejsevaluering, hvor jeg fortalte om alle vore oplevelser og fremgang. Han sagde, at det var meget usædvanligt, men nu måtte vi holde tungen lige i munden og ikke tro at alt var fryd og gammen. Vi skulle gøre arbejdet færdigt.


Jeg vidste at min søn havde dette potentiale, vi havde bare ikke værktøjerne til at få det frem, men nu begyndte det at komme ud. For fuld hammer. Det var SÅ fantastisk.
Jeg han i alle ordets betydninger fået øjenkontakt med min dreng og han deler ud af sig selv og krammer og putter og elsker sin familie i ord og handling. Og han er SÅ glad. 
Han stå op hver dag uden problemer. Har haft en god dag, når han bliver hentet fra skole.

Noa startede i 3. klasse her til sommer med glæde og smil. I sommerferien fik han indhentet de lektier han var bagud med. I læsning er han rykket sig helt vildt. Han er på i skolen og står glad op hver dag og kommer glad hjem. Lektier bliver også lavet. Det er ikke så meget, for han når det meste i skolen. Han er fuld af energi og gå på mod. Hans selvværd er styrket helt enormt.

Afslutning hos Larz Thielemann


På det sidste møde hos Larz Thieleemann kunne vi i fællesskab konstatere, at Noa efter 6 måneder på NTS-programmet, er en fuldstændig normal og velfungerende dreng.  Og hans neurologiske udvikling var i perioden på 217 procent, hvilket er 117 procent mere end almindelige raske børn udvikler sig. Han havde med andre ord indhentet det forsømte. 
Herefter fik han en guld medalje og sejren: “Graduation to life”. Og denne gang synes han,  at det var fantastisk at besøge Larz og han var rigtig glad for alt det programmet havde hjulpet ham med.


Efter afslutningen havder vi en samtale med Noas lærer, som var vildt imponeret over, hvad der var sket med Noa på så kort tid. Hun sagde, at der var kommet "hul igennem" og han nu er meget mere på, følger med, er opmærksom og arbejdsom. Han var blevet en fuldstændig anden dreng, og han skulle bestemt ikke gå 2. klasse om.


Tusind tak til Larz Thielemann for det fantastiske arbejde han laver for vores børn. Alle forældre burde kende til det.

 

Spørg Hjernetips.dk

Ring på 70 20 60 27 (10-12 og 17-18).

Eller send os en e-mail, hvis du har spørgsmål.

dashed

Legestue_web1.JPG

Noas tid i børnehaven var relativ ukompliceret, men han holdt sig også mest for sig selv.

dashed

skolestart_web.jpg

Noa klar til første skoledag. Han var spændt og klar, men det viste sig desværre, at hans hjerne slet ikke var klar til denne  store udfordring. De føste to skoleår blev et mareridt.

dashed

Noa_2019_web.jpg

Noa i dag. Hjernen er blevet modnet og livet er dejligt.

dashed

Noa_Larz_web.jpg

Larz Thielemann sammen med Noa ved den afsluttende konsultation.

dashed